
Veterinær kiropraktik
Alle dyr kan have gavn af veterinær kiropraktik. Fra de yngste til de ældste kan kiropraktik være et stærkt redskab til at forebygge eller afhjælpe smerter og helbredsproblemer. Kiropraktik sikrer, at dit dyr arbejder inden for sit maksimale præstationspotentiale, har den bedste livskvalitet og opretholder en god sundhedstilstand. Selv ved kroniske problemer kan kiropraktik være med til at forebygge yderligere forværringer og hjælpe dit dyr til det bedste liv med den gældende sygdom.
Kiropraktik er en del af en sund livsstil – uanset dit dyrs alder og sundhedsstatus.
Hvorfor kiropraktik til dit dyr?
Kiropraktik er ikke en symptombehandling som mange andre behandlingsformer. Når jeg behandler et dyr med kiropraktik, går jeg direkte til sagens kerne. Jeg behandler årsagen til symptomerne, det vil sige selve problemet, der forårsager symptomerne. En kiropraktisk behandling optimerer kroppen, så den bliver i stand til at hjælpe sig selv. Derigennem genetableres en afbalanceret og velfungerende krop.
Selve teknikken er mild og behagelig – langt de fleste dyr nyder at blive behandlet. Jeg genopretter leddenes normale bevægelighed ved hurtige, effektive tryk på de specifikke områder med nedsat bevægelighed. Det hele er uden brug af instrumenter – jeg bruger kun mine hænder og krop.
Hvad er veterinær kiropraktik?
Kiropraktik tager udgangspunkt i nervesystemet og er en holistisk behandlingsform.
Nervesystemet fungerer ved, at hjernen sender beskeder til rygmarven. Rygmarven fordeler disse beskeder og sørger for, at de kommer ud til de rigtige organer/muskler gennem et stort netværk af nerver. Nerverne løber ud mellem hver hvirvel i rygsøjlen til hele kroppen og fører de elektriske signaler ud til specifikke organer og muskler. Hvis alt fungerer, som det skal, resulterer det i specifikke, koordinerede og glidende bevægelser.
Hvis to ryghvirvler ikke bevæger sig, som de skal, eller slet ikke bevæger sig, vil det have indflydelse på nervernes evne til at transportere de elektriske signaler. Det betyder, at de muskler og organer, som de påvirkede nerver sender elektriske signaler til, ikke længere vil fungere optimalt. Der vil opstå lokal smerte og stivhed omkring de påvirkede led, og dyret vil begynde at kompensere, det vil sige bruge andre led og muskler i kroppen forkert. Det hele resulterer altså i, at dit dyr ikke præsterer optimalt, har smerter, bruger sin krop forkert og på længere sigt vil udvikle mere alvorlige symptomer.
I den kiropraktiske behandling genopretter jeg leddenes normale bevægelighed og sikrer derved, at nervernes impulser kan komme frem til muskler og organer, så dit dyr bliver smertefrit og velfungerende igen.